DEM VOLKE DIENEN

In verschiedenen Städten ist die Mobilisierung zum 8. März mit Postern, Graffitis und Wandzeitung bereits in vollem Gange. Im Folgenden dokumentieren wir Fotos mehrerer Aktionen von Wandmalungen die u.a. in Essens Stadtteilen Altendorf, Nordviertel und Südostviertel und in Berlin Hellersdorf nahe einer Kita angebracht wurden.

Im Folgenden möchten wir unseren LeserInnen ein übersetztes Dokument zugängich machen das auf der Seite "New Epoch Media" veröffentlicht wurde.

Im Folgenden dokumentieren wir die Übersetzung des internationalen Flugblatts in Dänisch, welches aktuell in den Straßen Kopenhagens in Vorbereitung für den 8. März verteilt wird:

Proletarisk Feminisme for Kommunismen!

De regerende imperialister hævder at undertrykkelsen af kvinder i Vesteuropa er et problem der for det meste er løst. De såkaldte »højrepopulisters« åbenlyst racistiske kræfter hævder, at problemet hører til det muslimske fællesskab. Småborgerlige »teoretikere« reducerer undertrykkelsen af kvinder til et spørgsmål om »identitetspolitik«. Revisionister og opportunister følger trop og fortæller om »sexisme« og sidestiller undertrykkelsen af kvinder med undertrykkelsen af LGBTQ personer. Alt dette fungerer som en distraktion for at skjule den reelle situation, det faktum at undertrykkelse og udnyttelse af kvinder er et udtryk for patriarkatet, som opstod med fremkomsten af den private ejendomsret og derfor kan patriarkatet kun afskaffes når den private ejendomsret bliver afskaffet.

Undertrykkelsen og udbytningen af kvinder er på ingen måde forsvundet i Vesteuropa, ligesom det ikke er forsvundet noget andet sted i verdenen. Tværtimod, kvinder bliver betalt mindre end mænd for det samme arbejde og skal stadig bære byrden af højest nødvendigt socialt reproduktivt arbejde. Kvinder bliver udsat for patriarkalsk vold overalt og bliver dræbt i tusindvis af mænd i hvad der kynisk bliver kaldt »vold i hjemmet«. Mord, voldtægt og misbrug af kvinder findes overalt, imens en offensiv fra imperialisterne går imod de rettigheder kvinder og arbejderklassen har fremskaffet, de ønsker sågar at fratage retten til abort, ved at bruge den mest reaktionære propaganda.

Angrebene på indvandrerkvinder, særligt kvinder af muslimsk tro, er en kynisk del af forsøget på at skille arbejderklassen ad og til at retfærdiggøre imperialistiske aggressioner mod undertrykte lande. Det er en del af kampagnen der portrætterer imperialistisk reaktion som »civilisation« og en genopstand af det gamle og rådne koloniale begreb om »den hvide mands byrde«. »Højrepopulisterne« er fuldstændigt ligeglade med at kvinder bliver befriet fra halvfeudale og reaktionære ideologier, hvad de ønsker er at indføre deres egen nationale chauvinisme.

Hele konceptet om »identitetspolitik« er idealisme og en den af den generelle kontra-revolutionære offensiv, imod marxismen. Vi bliver fortalt at den materielle virkelighed, klassekamp og fundamentale modsætninger i nutidens verden er sekundære, vi skal tro at der ikke kan være nogen sandheder og alt er et spørgsmål om omkring det subjektive og personlige følelser. De proklamerer at der ikke er nogen videnskabelig ideologi, at alt er en »konstruktion«. Det er en absolut ophævelse af dialektisk materialisme. I følge denne tankegang snakker man om »sexisme«, som om undertrykkelsen og udnyttelsen af kvinder udelukkende er et spørgsmål om idéer og ikke uadskilleligt fra den private ejendom, er falsk og nedgraderer den patriarkalske undertrykkelse af kvinder til det samme niveau af mænd som lider på baggrund af deres seksuelle orientering.

Undertrykkelsen af LGBTQ personer er sekundær til undertrykkelsen og udnyttelsen af kvinder, men rødderne er det samme patriarkat. Der er en chauvinistisk tendens blandt nogle opportunister, der kæmper imod »identitetspolitik« med arbejderisme, økonomisme og åbenlys chauvinisme. Maoister og proletariske feminister er i samme båd som, og ønsker at organisere, alle der er undertrykte af patriarkatet og bekæmpe den herskende chauvinisme.

Kvinder udgør mindst halvdelen af arbejderklassen og de er dobbelt undertrykte og udbyttede i forhold til deres klassebrødre. Det er uvurderligt at udvikle en klar klassebevidst linje i kvindebevægelsen, en proletar-feministisk linje der ideologisk, politisk og organisatorisk smadrer borgerskabets og småborgerskabets linjer og udtrykkeligt tager i betragtning kampen for frigørelsen af kvinder som en afgørende og uundværlig del af kampen for frigørelsen af arbejderklassen. Uden kampen for frigørelsen af kvinder kan der ikke være nogen reel kamp for kommunisme. Uden kampen for kommunisme kan der ikke være nogen reel kamp for frigørelsen af kvinder. Derfor giver parolen: »Proletarisk feminisme for kommunismen!« en korrekt basal orientering for marxister-leninister-maoister i kvindebevægelsen.

Bølge for bølge, slag for slag – imod imperialisme og patriarkat

I dag er der ingen stærk proletarisk feministisk bevægelse og hovedårsagen er manglen på marxistisk-leninistiske-maoistiske Kommunistiske Partier i størstedelen af verdenens lande. Hovedopgaven i den nuværende situation for enhver der ønsker at kæmpe for den reelle frigørelse af kvinder, er at støtte op om rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier.

Siden kampen for rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier ikke kan blive udkæmpet noget andet sted end i klassekampens og to-linje kampens hede, og på baggrund a en retfærdig og korrekt marxistisk-leninistisk-maoistisk ideologisk og politisk linje, fra den allerførste mobilisering, politisering og organisering af kvinder, særligt kvinder fra de dybeste og bredeste masser, er en afgørende del af samme. Det Kommunistiske Parti er proletariatets fortrop og skal bestå af ledere der repræsenterer klassens og de dybeste og bredeste massers interesser, dem der er mest undertrykte og udbyttede. Enhver diskussion omkring rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti, uden at forkynde og udvikle den proletar-feministiske bevægelse på en planlagt og systematisk måde er det rene svindel. Enhver position der ikke fra den spæde begyndelse fremmer inkorporeringen af kvinder i fortroppen under opbygning, er en revisionistisk position. Enhver struktur der kalder sig selv kommunistisk, men som ikke stræber efter at fremme dem som har den mest direkte interesse i kampen for kommunismen i sine egne rækker, kan ikke blive betragtet som en kommunist. Proletariatets fortrop behøver så mange kvindelige ledere, kadrer og kæmpere, og jo flere den har, jo bedre er den.

Den proletar-feministiske bevægelse må repræsentere arbejderkvindernes og de dybeste og bredeste kvindemassers interesser, det må blive udviklet i deres rækker og kan ikke have sit primære fokus på universiteter eller debatklubber. Det må og skal blive udviklet på arbejdspladserne, i de proletariske nabolag og på gaderne, ved at forstå massernes reelle problemer og ved at give dem en korrekt orientering i forhold til hvordan man løser disse problemer, skabelsen af formerne for organisation og kampen for dette, og udviklingen af deres daglige kamp i erobringen af den proletariske magts tjeneste, hvilket i dag betyder at bane vejen på ethvert plan for indledningen af folkekrigen. Den proletar-feministiske bevægelse må stå skulder mod skulder med de kvindelige arbejdere som kæmper for deres ret til ligeløn, sammen med de enlige mødre der kæmper desperat hver dag for at skaffe mad til deres børn, sammen med de muslimske kvinder der bliver angrebet af chauvinister på grund af den måde de går klædt og for retten til at bære det tøj de foretrækker, sammen med ældre kvinder der ikke kan overleve på deres pensionsydelse, sammen med kvinder der bliver udsat for patriarkalsk vold og enhver som lider under imperialismens og patriarkatets udbytning og undertrykkelse, lær dem hvordan at kæmpe og hvordan at beskytter sine interesser. Den proletar-feministiske bevægelse må hejse, forsvare og anvende marxisme-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, til at løse de kommende opgaver den står overfor i ethvert land, ved at lære fra erfaringerne af arbejdernes, folkets og kvinders kamp over hele verdenen og især ved at lære fra de kvindelige kommunister som står i første række i de igangværende folkekrige. Den må skride fremad, tjene kampen for rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier og opbygningen af enhedsfronten for den proletariske revolution, for proletariatets diktatur, i bølger og ved at uddele hårde og præcise slag til fjenden.

Dette år, vi marxister-leninister-maoister i Europa, i fællesskab udfoldede vores aktiviteter omkring den 8. marts under disse paroler: »Proletarisk Feminisme for Kommunismen!« og »Bølge for bølge, slag for slag, imod imperialisme og patriarkat!« Vi gør det med den intention at fremme udviklingen af de europæiske proletar-feministiske bevægelser og for yderligere at sætte kvinders vrede løs som en mægtig kraft i den proletariske verdensrevolution.

For en klasselinje i kvindebevægelsen!
På gaden den 8. marts!
Fremad Røde kvinder!

Underskrifter:
Røde Kvindekomiteer (Østrig)
Røde Kvindekomiteer (Tyskland)
Tjen Folket, Kommunistisk Forbund (Norge)
Perus Folkebevægelse (Reorganiserende Komite)
Kollektiv Røde Fane (Finland)

Hunderte Demonstranten versammelten sich am Sonntag, den 24. Februar, vor dem Vale Minas Gerais Memorial, in der Praça da Liberdade [Freiheitsplatz], in Belo Horizonte, einen Monat nach dem Verbrechen von Vale in Brumadinho, das am 25. Januar 2019 stattfand.

Der Widerstand gegen die Besatzer und ihre Kollaborateure in Mali reißt nicht ab, auch nicht kurz vor dem Besuch des deutschen Außenministers. In Mali kämpfen große Teile des Volkes seit über sechs Jahren, mit allen ihnen zur Verfügung stehenden mitteln gegen die Besatzer der sogenannten Multidimensionalen Integrierten Stabilisierungsmission der Vereinten Nationen in Mali kurz MINUSMAn (Mission multidimensionnelle intégrée des Nations unies pour la stabilisation au Mali) und der  der Ausbildungsmission der Europäischen Union kurz EUTM (European Union Training Mission ). In den letzten Tagen haben die Rebellen empfindliche Ziele der Imperialisten und ihrer Lakaien getroffen.

Am Mittwoch dem 20. Feabraur haben Arbeiter mit der Unterstützung von Studenten und Beamten in mehreren Teilen Brasiliens gegen die geplante Rentenreform des faschistischen Präsidenten Bolsonaros demonstriert. Diese Reform die drastische Einschnitte vorsieht und das Renteneintrittsalter anheben soll wurde am Mittwoch dem Nationalkongress vorgelegt.

Seit der Machtübernahme des Faschisten Bolsonaro in Brasilien häufen sich die Morde an Kindern und Jugendlichen durch die staatlichen Polizeikräfte. Genauso wie die Repression wächst, wächst aber auch der Protest und Widerstand des Volkes.

Aufgrund der vielen Aufrufe von unterschiedlichen seiten zum Frauenstreik am 8. März, und dem Engagement vieler Frauenaktivistinnen und Feministinnen darin, wollen wir einen Leserbrief einer Aktivistin an die "Antifaschistische Aktion - Infoblatt" aus Österreich dokumentieren. Er beinhaltet einige wichtige Überlegungen für alle die den Frauenstreik zu einer wirklichen Kampfmethode der Frauenbewegung schmieden wollen.

Einige Initiativen und Frauenorganisationen gaben für diesen 8. März die Parole „Auf zum Frauenstreik am 8. März“ heraus und entfalten Aktivitäten diesen öffentlich bekannt zu machen. Was seit nun schon sehr langer Zeit in Österreich nicht mehr gemacht wurde, durch einen Streik der Frauen auf die spezifische Ausbeutung und Unterdrückung der Frauen aufmerksam zu machen und Forderungen mit ökonomischen Druckmitteln durchzusetzen, hat eigentlich eine starke Tradition in der Frauenbewegung. Vor allem die frühe proletarische Frauenbewegung nutzte den Streik als wirksame Methode um höhere Löhne zu fordern oder politische Rechte zu erkämpfen. Die ersten 8. März Demonstrationen die von der Kommunistin Clara Zetkin ins Leben gerufen wurden, waren schon begleitet von massenhaften Streiks der Arbeiterinnen – um demonstrieren zu können und um Druck auf die Herrschenden auszuüben. Der Streik wurde vor allem als ökonomisches Kampfmittel gewählt, aber oft auch als politisches.

Heute kommt der Frauenstreik in vielen Ländern zur Anwendung und hilft oftmals mit, Siege für die Frauenbewegung zu erreichen. In Argentinien, Spanien und Polen wurde durch den Streik gegen die Kriminalisierung von Abtreibungen gekämpft, in Schottland forderten tausende Frauen mit einem Streik höhere Löhne und in Indien nahmen zig Millionen Frauen an den größten Streiks der bisherigen Geschichte Teil*. „Das müssen wir auch in Österreich machen“, ist angesichts dieser beeindruckenden Beispiele eine spontane Schlussfolgerung. Zurecht! Doch eine Kampfmethode kann nicht überall gleich angewendet werden, denn nicht überall sind die gleichen Voraussetzungen. Die lange Dominanz des bürgerlichen Feminismus in Österreich hat leider dazu geführt, dass die breite Masse der Frauen, die Arbeiterinnen, meist nicht von Frauenorganisationen und Initiativen erfasst werden. Erst seit wenigen Jahren gibt es wieder Ansätze, vor allem durch die proletarischen FeministInnen, die Arbeiterinnen als führenden Teil der Frauenbewegung zu organisieren. In dieser Lage zur Methode des Frauenstreiks aufzurufen, heißt dem Frauenstreik seiner eigentlichen Stärke zu berauben – der Lahmlegung der Produktion! Und damit ihn lediglich als aktivistischen Protestform zu nutzen. Erst mit der Beteiligung der Arbeiterinnen baut ein Streik wirklichen Druck auf und schafft eine gute Grundlage für alle weiteren Formen des Protestes, sowie für Streiks von Hausfrauen oder kleinbürgerlichen Frauen.

Als klassenbewusste Frauen sollten wir uns deshalb nicht dazu hinreißen lassen, den Frauenstreik „an sich“ toll zu finden, sondern dafür eintreten die Bedingungen zu schaffen, die einen Frauenstreik zu einer wirklichen Kampfmethode machen welche die Frauenbewegung voranbringen! Deshalb sollte der kommende 8. März vor allem dazu genutzt werden den proletarischen Feminismus zu popularisieren, und eine engere Verbindung mit den Arbeiterinnen herzustellen. Nur wenn die proletarischen Feministinnen konsequent daran arbeiten die Arbeiterinnen wieder zu einer Kraft in der Frauenbewegung zu machen, wird es möglich sein den Frauenstreik als Methode im Kampf gegen das Patriarchat erfolgreich einsetzten zu können!

Nadja P.

* Zudem werden in Indien von revolutionären Frauen oftmals sogenannte „Bahnds“ durchgeführt, bewaffnete Streiks die auf sehr hohem Niveau den Kampf der Unterdrückten und Ausgebeuteten befeuern.